Uddrag fra Indledningen

"Hvad fanden skal jeg sige? Det var så fedt bare at være der."

HUP-angoraI DR2-programmet Drengene fra Angoras kærligt drillende højskolesatire "Kun minderne tilbage" fra 2008 synger tre streetsmarte hjemmedrenge om det "fucking fede" ved at gå på højskole.

I sangen beretter de nostalgisk om de fire måneder på grøn fløj, om at bygge svedehytter i friluftsliv, prøve japansk keramik med en fremmed teknik, hygge max med te og kage i musiklokalet, slippe følelserne løs i drama og om at lave kylling, kartofler og ærter med resten af madholdet. Og de synger inderligt om smerten ved alt for hurtigt at nå den sidste dag, hvor der grædes snot over, at der skal siges farvel, mens de lover hinanden evigt venskab.

Der synges om de bløde værdier, om fællesskab og venskab. Drengene fremhæver de kreative og aktive fag og fede uforpligtende aktiviteter, mens højskolens mere traditionelle elementer som foredraget, morgensangen, studiekredsen glimrer ved deres fravær.

Det er ikke livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannel­se, der fokuseres på, når de mindes højskoletiden, men oplevelsen - følelsen af at være på højskole. Og den kan være svær at sætte ord på: "Hvad fanden skal jeg sige? Det var så fedt bare at være der", lyder det fra drengene, og vanskeligheden ved at udtrykke noget meningsfuldt og reflekteret omkring, hvad der er kommet ud af højskoleopholdet kulminerer i omkvædets brug af slang, klicheer og gentagelsen af, hvor fed en følelse, det er at gå på højskole:

Nu er tiden gået
Fuck, hvor var det fedt
Kun minderne tilbage
Fuck, hvor var det fedt
Den svedigste tid
Fuck, hvor var det fedt
Fuck, hvor var det fedt
Ja, det var så fedt
Så fucking hot at gå på højskole
Det styrede for hårdt
Ja det var big time
Så ryst din røv til den her

Sangen kan forstås på i hvert fald to forskellige måder. Den kan tolkes som en smuk og rammende beskrivelse af højskolelivet; den der helt fantastiske følelse af at have været et sted og oplevet noget, der rammer en på en måde, det slet ikke er til at sætte ord på. Man hører tit højskolemennesker - elever såvel som lærere - sige, at højskolen ikke kan forklares, den skal opleves eller mærkes på egen krop og sjæl. Det er følelsen, der er det afgørende, alt det skolen og fællesskabet har gjort ved en, som ikke kan sættes på begreb uden at miste det afgørende. Sådan en tilgang kan hente legitimitet hos Grundtvigs rangordning af følelse før fornuft og hans poetiske påstand om, at "Han har aldrig levet, som klog på det er ble­vet, han først ej havde kær" (Højskolesangbogennr. 88). Højskolen unddrager sig en udtømmende begrebsliggørelse, idet den tager udgangspunkt i det konkrete, levede menneskeliv, og dermed alt det, der ligger uden for den abstraktion, det rationelle sprog repræsenterer. Og når eleverne fokuserer på fællesskabet, hyggen og den uforpligtende pause, er det blot fordi, at livsoplysningen og dannelsen er sket indirekte, bag om ryggen på dem, og hos de fleste først kommer til udtryk senere i deres liv; om ti, femten eller tyve år har det vist sig, hvad det betød - og de kan sætte ord på det.

Man kan også tolke sangen som en forfaldshistorie om højskolen, der har mistet sig selv i et traditionstab, hvor Grundtvigs tanker om livsoplysning og dannelse er blevet reduceret til overfladisk selvrealisering og tom æstetik. I dette kritiske lys bliver Angora-sangen et udtryk for, at elevernes manglende evne til at fremhæve livsoplysningen skyldes, at ingen har fortalt dem eller vist dem, hvad højskolen er sat i verden for. Måske fordi den fortælling ikke længere findes. Og derfor ender elevernes omkvæd om deres højskoletid i en selvfed tomgang, hvor de ikke kan andet end at gentage, hvor fedt det var, mens modulationen, som et billigt trick, sikrer, at det stadig føles godt. Sangen fader ud i en intetsigende positur, hvor der må rystes røv, fordi man ikke har andet at postulere, end at det var røvfedt.

På trods af karikaturen må alle, der har befundet sig i længere tid på en høj­skole, kunne genkende dele af det billede, som sangen - i den kritiske tolkning - tegner af højskolen og elevernes syn på deres højskoletid. Man er ikke i tvivl om, at de har nydt det, at de har fået oplevelser, der mærker dem for livet, men nogle gange kan man - både i og uden for højskolen - blive i tvivl om, hvorvidt de rent faktisk tager det med sig, man som højskole ønsker, og får det ud af det, som høj­skolerne får statsstøtte til. Hvad gør en højskole til en højskole og ikke til hvilken som helst skole eller til et hvilken som helst andet tilbud i oplevelsesøkonomien, som vi kan benytte os af? Hvordan sikrer højskolerne sig, at de ikke blot leverer gode oplevelser, men også livsoplysning, dannelse og faglighed på et niveau, som legitimerer skoleformens forsatte eksistens og den statsstøtte, der efter alt at døm­me er en forudsætning herfor? Kort sagt: Hvad er en højskole?

I loven om folkehøjskoler formuleres højskolernes opgave, hovedsigtet, med begreberne: livsoplysning, folkelig oplysningogdemokratisk dannelse (Kulturmini­steriet 2013). Det er - principielt set - dét, eleverne skal gå ud fra højskolerne med. Så hvis Drengene fra Angora rammer bare nogenlunde plet med deres satire, hvor kun minderne står tilbage, og eleverne har svært ved at sætte ord på det dy­bere udbytte af et højskoleophold, så er spørgsmålet igen: Er det godt nok? Er det godt nok bare at have været der, er det godt nok, hvis eleverne siger, at det var den fedeste tid, de nogensinde har haft? Eller skal der mere til, hvis højskolerne forsat skal danne livsduelige individer og borgere, der kan tage ansvar for sig selv og det fælles bedste?

Det er vel de færreste, der fuldt ud tror på den kliché og de fordomme om højskolerne og højskoleelever, som Drengene fra Angora spiller på. Når vi alligevel indleder med netop denne sang, er det altså ikke fordi, at den favner hele sandhe­den om højskolerne, men fordi den kan fungere som en opsang, en provokerende og morsom påmindelse om, at højskolerne og alle, der bevæger sig ind i den, kon­tinuerligt er forpligtet på at stille sig selv spørgsmålet: Hvad vil vi som højskole? Hvad vil vi med de mennesker, vi byder indenfor, hvad vil jeg med denne elev i dette øjeblik? Velvidende, at ingen kan påføre andre en erkendelse eller give dem svarene, er højskolerne forpligtet på det normative udgangspunkt at ville noget med nogen. Det er, hvad man vil som højskole og højskolelærer, hvad man har på hjerte i henvendelsen til eleverne, samt refleksionen over den praksis gennem hvil­ken henvendelsen skal vise sig frugtbar, der udgør højskolepædagogikkens kerne - og det vi i denne bog forsøger at kaste lys over.

En fortælling om højskolen

Denne bog er, som undertitlen siger, en fortælling. Der er altså ikke i traditionel forstand tale om en dokumentation af, hvorvidt den pædagogiske praksis virker i forhold til højskolernes hovedsigte. Der er heller ikke tale om en udtømmende be­skrivelse af højskolernes pædagogiske praksis.

En fortælling forsøger at kaste lys over en virkelighed ved at sætte den ind i en ramme, der driver fortællingen frem og giver den en form, der gør den forståelig og en struktur, der skaber mening. En fortælling giver mulighed for at begribe verden ved at gribe verden og må nødvendigvis have et anliggende, der angår mere end blot at vise noget frem. Den er normativ, idet den i kraft af sit anliggende vil noget. Det kan være at få tilhøreren til at reflektere over, hvem vi er, hvad vi vil eller måske ligefrem, hvorfor vi er her.

Som nævnt siges det ofte, at højskolen ikke kan beskrives, den skal opleves. Dette er for så vidt rigtigt, men gælder på den anden side alt andet her i tilværelsen, der ikke er abstrakt eller teoretisk. Den fortælling, vi præsenterer her, baserer sig på et bredt grundlag og antager, at det på den baggrund er muligt at sige noget alment. En fortælling er ikke objektiv som beskrivelsen, men den er heller ikke subjektiv som oplevelsen. Fortællingen har derimod evnen til at gøre det subjektive eller singulære til noget alment forståeligt og genkendeligt. Ved netop at fortælle højskolens anlig­gende og praksis frem, kan den gøres almen. Men samtidig kommer fortællingen ikke med et endegyldigt facit med to streger under. Der gives ikke nogen endegyldig konklusion. Fortællingen kunne altid være fortalt anderledes, og hvad der træder frem i lyset afhænger af, hvordan den fortælles, men også af, hvordan den fortolkes. Hvad den betyder, og hvilken indvirkning den får, må nødvendigvis helt være op til den, der lytter - eller læser.

 

God læselyst!

 

 

HUP-køb

Deltag i debat

Vil du følge med i debatten om højskolepædagogik kan du

 

Fyld -5

KATALOGBESTILLINGSe kurv
Du har ikke bestilt nogen kataloger
Luk kurven